Da psykiatrien og neurologien blev skilt, gik noget tabt

Af Thomas Rohde

Ude i Touretteklinikken på Bispebjerg Hospital drømmer neurolog og overlæge Heidi Bryde Biernat sig tilbage til Paris i 1800-tallet.

For når Heidi Biernat spotter tegn på fx en udiagnosticeret OCD eller ADHD hos en af sine patienter med Tourette, kan hun ikke bare gå ned ad gangen til en psykiater. I stedet skal patienten henvises via egen læge til en praktiserende psykiater – en omvej der kan tage adskillige måneder. Hendes vision er et ambulatorium, hvor neurologen og psykiateren sidder på samme gang, ligesom de gjorde på Salpêtrière-hospitalet i Paris, da neurologen Gilles de la Tourette beskrev syndromet i 1885.

Ifølge Heidi er Tourettes syndrom selve skoleeksemplet på en neuropsykiatrisk lidelse – en tilstand man simpelthen ikke kan adskille i neurologi og psykiatri.

Men den 1. januar 2026 blev psykiatrien og somatikken på Bispebjerg formelt sammenlagt under én direktion. Og pludselig ser Heidi en struktur, der måske kan danne rammen om det, hun har arbejdet hen imod siden 2009: en egentlig neuropsykiatrisk behandlingstilgang.

Tilbage til fortiden

Tilbage på gerningsstedet. For flere årtier siden blev jeg udredt for Tourettes syndrom af Neurologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital. Nu er jeg så vendt tilbage på vegne af Dansk Tourette Forening for at tage en snak med Heidi Biernat, der sammen med Jonathan Myrup Staalsø står for behandlingen af unge og voksne med Tourettes syndrom på Bispebjerg – det eneste sted i landet, hvor folk med Tourette har en fast neurologisk tilknytning.

Der bygges massivt ude på hospitalet. Men de oprindelige bygninger (Nyrops pavilloner) og haveanlægget er fredet og bevares. Så da jeg går ind ad døren hos Neurologisk Afdeling, er det som at træde ind i fortiden – en tidslomme, hvor intet ved første øjekast synes at have forandret sig. Rummene minder mig om min gamle folkeskole tilbage i 1970’erne. Måske lidt ældre endda.

Men forståelsen af Tourettes syndrom har ændret sig markant siden da. Jeg er kommet for at høre, hvordan behandlingen har fulgt med – og hvad Heidi gerne så ændret.

Øst og vest

Jeg sætter mig i patientstolen – antager jeg – inde på Heidis kontor, så det falder mig helt naturligt at lægge ud med at fortælle kort om mit eget liv med Tourette. Dernæst fortæller jeg, at jeg forrige måned interviewede Judith Becker Nissen og Martin Kærgaard fra Tourette Ambulatoriet under Psykiatrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, Skejby.

Det får Heidi til at opridse, hvordan behandlingen af Tourette er organiseret i Danmark. Kort fortalt har det per tradition ligget i neurologien i Østdanmark og i psykiatrien i Vestdanmark.

Men hvorfor er det endt sådan? Ifølge Heidi kan det skyldes, at nogle store lægefaglige kapaciteter i sin tid tog Touretten til sig – og så afgjorde lægens specialisering, hvilken hylde den blev placeret på:

“I Vestdanmark var der børne- og ungdomspsykiateren Per Hove Thomsen – Verdensmesteren i OCD! Han tog ticsbehandlingen med ind under. Og så har Judith og Martin fra Psykiatrisk afdeling på Skejby over de sidste 25 år videreudviklet på Tourette-vinklen. Mens i Østdanmark var det fyrtårne som børneneurologerne Finn Ursin Knudsen, Liselotte Skov og Anne Korsgaard, der tegnede Touretteprofilen,” fortæller Heidi.

Så når man som voksen har brug for hjælp, er udgangspunktet en psykiater i Vestdanmark og en neurolog eller Touretteklinikken på Bispebjerg i Østdanmark. Men det er ikke alle, der følger det spor:

“Der er en del voksne, som ikke helt ser sig afspejlet i psykiatrien, som så søger på tværs af landet. Næsten halvdelen af de patienter, der har en tilknytning til Touretteklinikken her på Bispebjerg Hospital, kommer fra resten af Danmark,” pointerer Heidi.

Det er det samme mønster, man ser i resten af Europa, fortæller Heidi. I nogle lande er det psykiaterne, der varetager Tourette. I andre lande er det neurologerne. Men det har ikke altid været sådan:

“Går man tilbage til 1800-tallet, der var vi – neurologien og psykiatrien – one happy family!”

Heidi refererer her til Salpêtrière-hospitalet i Paris, som regnes for at være selve vuggen for både den moderne psykiatri og neurologi i løbet af 1800-tallet. Dengang var de to fag samlet under et tag, hvilket gav en bred behandlingstilgang.

Sidenhen blev det opsplittet i to selvstændige grene. Og det er en udvikling, som Heidi gerne vil rulle noget tilbage. I hendes optik er Tourette neuropsykiatrisk – og ikke bare neurologisk eller bare psykiatrisk.

Når OCD’en gifter sig med Tourette-ticsen

Jeg tænker over, hvad der ligger i betegnelsen neuropsykiatrisk.
At Tourettes syndrom oftest ses i kombination med andre tilstande som ADHD og OCD, gør fordelen ved et ambulatorium, hvor neurologen og psykiateren sidder side om side, indlysende.

Men jeg tænker, at der er mere i det end det. At den neuropsykiatriske optik også er nødvendig for at forstå de symptomer, hvor det er svært at afgøre, hvilken tilstand de hører til – eller om de udspringer af en fælles neurobiologi, der er så sammenvævet, at den slet ikke kan skilles ad.

Jeg når aldrig at stille hende det spørgsmål direkte. Men Heidi besvarer det selv, da vi i løbet af samtalen kommer ind på OCD.

For når der er en OCD inde i billedet, ændrer ticsene karakter. Man er ikke bare tvunget til at tics’e – man er tvunget til at blive ved, indtil det føles “just right”. Det kan for eksempel være indtil kæben siger klik, fingrene knækker, eller man bliver ved med at slå sig selv, indtil der kommer blå mærker. Først da kan man slippe fri og komme videre med det, man var i gang med.

“Det er dybt frustrerende, og det understreger den der bydende ting, der også er i en bevægeforstyrrelse. Den får e-k-s-t-r-a fylde, når der er en OCD, hvor noget skal gøres, til det er tilpas,” forklarer Heidi.

Men handler OCD’en hos folk med Tourette primært om “just right” – eller også om den angst, som mange ellers forbinder med OCD?

“Når man har Tourette plus OCD, så er det selve tic-elementet og ritualet – altså den indre tvang – der bliver gift. Psykiaterne kan have svært ved at sætte OCD-diagnosen, fordi det ikke er den der vanvittige angst – altså ‘hvis jeg ikke vasker hænderne 25 gange, så bliver min mor kørt ned’-agtige angst. Det er ikke den eksistentielle angst. Den ligger rigtig meget relateret til en tic, der er nødt til at være tilpas. Men det er en meget stærk kraft,” fortæller Heidi.

Heidi fortsætter:

“Det er faktisk kommet på de diagnostiske kriterier nu – at OCD er anderledes, når man har tics. Det er relativt nyt, og vi har kæmpet benhårdt for det, både i Europa og nationalt. Psykiaterne kunne simpelthen ikke genkende OCD’en, når det angstfulde i ritualet manglede. Nu står det der. Nu kan de.“

Heidis erfaring er, at det giver bedst mening at behandle OCD først, derefter ADHD – og til sidst tics.

Men det kræver, at OCD’en og ADHD’en er diagnosticeret. Og er de ikke det, løber man ind i præcis det problem, som blev beskrevet i starten: Patienten skal henvises via egen læge til en psykiater, der kan stille diagnoserne – en omvej, der kan tage adskillige måneder. Når man dertil lægger, at tilstandene deler en fælles neurobiologi, der er svær at skille ad, vender vi igen tilbage til Heidi vision om et fælles ambulatorium.

Se derude

Heidi drejer sig i stolen og peger over mod vinduet, hvor man på den anden side kan se en gigantisk byggeplads.

“Se derude – det er Københavns Psykiatri, som flytter hertil. Jeg har siden 2009 arbejdet rigtig hårdt på at prøve at få en relation til dem – i stedet for, at jeg hver gang skal sende personen tilbage til egen læge for at blive henvist til en praktiserende psykiater,” fortæller Heidi.

Hun fortsætter:

“Det er frustrerende. Jeg skal jo have en psykiater ved min side.”

Heidis vision er et ambulatorium, hvor neurologerne og psykiaterne sidder side om side, og hun håber, at udflytningen af Københavns Psykiatri til Bispebjerg Hospital kan være et stort skridt i dén retning. Hun forklarer, hvordan det kunne organiseres i den nye hospitalsstruktur:

“Nu er vi så samlet på samme matrikel. Derfor, hvis en patient kommer ind, og det primært er ADHD’en eller OCD’en, der slår krøller, så er det den dag, man går til psykiateren. Og den dag – hos den ellers vel diagnosticerede patient – hvor det er tic’en, der fylder, så er det mig, de besøger. Sådan kunne det gøres.”

Hun læner sig frem i stolen og bruger hænderne til at understrege sine ord:

“Men et fælles ambulatorium er virkelig min drøm. Patienten er én, mens vi på hospitalet har hver vores faglighed – men vi kunne møde patienten mere samlet. Og det gælder jo ikke blot det her. Det gælder på neurologiens område også dystoni og Parkinson – men også for alle andre områder, hvor psykiatrien er med inde over. Det vil give så meget mening, at man sad på samme ambulatoriegang, hvor patienten kunne blive behandlet for det, som fylder mest lige nu.”

Heidis vision er i virkeligheden en tilbagevenden til, hvordan det så ud på Salpêtrière-hospitalet i Paris i 1800-tallet – fødestedet for den moderne neurologi og psykiatri.

Heidi taler virkelig passioneret om det, så jeg foreslår lidt i spøg, at overskriften for vores interview kan være “Ude på Bispebjerg Hospital sidder Heidi Biernat, som er en romantiker, der drømmer sig tilbage til 1800-tallet…”

Biernat afbryder mig med et højlydt grin og en bramfri kommentar:

“Arghhhh, Thomas! For der i 1800-tallet var hysteri en diagnose – en kvinde diagnose. Og det mener jeg OVERHOVEDET ikke har sin gang på jord. Vi vil ikke have h-e-l-e pakken fra dengang!”

Hun griner igen og konkluderer derefter i en alvorlig, sagte tone:

“Men dette ambulatorium, hvor vi også fysisk er tættere på hinanden. Den vil vi gerne tilbage til. Og jeg tror og håber også, at vi er på vej mod det.”

Det, som fungerer

Men fortiden er stadig fremtid. I hvert fald indtil byggeriet ude på Bispebjerg står færdigt. Så jeg spørger Heidi, hvad det er, en neurologisk afdeling kan, som man burde tage med over i en neuropsykiatrisk afdeling.

Vi talte tidligere om, at der var stor søgning fra hele landet til Touretteklinikken på Bispebjerg, fordi ikke alle voksne helt ser sig afspejlet i psykiatrien og oplever et bedre match i neurologien. Men der er også en anden grund til den store søgning:

“Det er jo fordi, at psykiatriske relationer i vore dage er pakkeforløb med en slutdato. Men vi er i et voksenliv, som er et meget variabelt liv, som spænder over et langt tidsforløb. Fra at man er et ungt menneske – kommende fra enten en børneafdeling eller at man får diagnosen af mig – til at man ikke synes, at man har behov for en neurolog mere. Men det er jo et spænd over 10-20 år, ikke?” forklarer Heidi.

Pointen er, at hvis man går ad den psykiatriske vej, så bliver man afsluttet. Men hos Touretteklinikken på Bispebjerg må man godt have en relation, selvom man ikke går til årskontrol. Sundhedsplatformen i Østdanmark kan håndtere, at man står i et åbent forløb, hvor man kontakter lægen, når der er behov for det.

“Vi har jo et langt større antal patienter, end vi vil kunne håndtere, hvis der var tale om traditionelle ambulante forløb,” fortæller Biernat. Hun og hendes kollega Jonathan Myrup Staalsø er de eneste to læger på klinikken.

Der er brug for denne fleksibilitet. For det er Tourettes natur, at den bevæger sig fra bølgetop til bølgedal i intensitet gennem livet. Patienten skal kunne få hjælp, når der er brug for det.

Skiftet fra ungdom til voksenliv er typisk en af de faser, der sætter Tourette under pres, forklarer Heidi. Lige pludselig skal man stå på egne ben, navigere uddannelse, arbejdsmarked og parforhold – og det trykker på alt. Det er også den hyppigste aldersgruppe blandt førstegangspatienter på klinikken.

Vi nærmer os afslutningen af samtalen. Heidi kigger på uret – hendes næste patient venter allerede. Jeg spørger til sidst, hvordan hun måler på, om de lykkes med behandlingen af dem, som har store udfordringer med Touretten.

“Jeg tillader mig blandt andet at læse det på, hvor mange der ender med at få fleksjob i stedet for at blive førtidspensioneret. Og det er ikke ret mange. Så er det tit en af de større psykiatriske lidelser, der er årsag til det. Naturligvis skal man have en pension, hvis man slet ikke kan. Men for de øvrige viser erfaringen os, at det oftest er et lykkeligere levet liv med et fleksjob, end det er på en tidlig pension,” afslutter Heidi Bryde Biernat, overlæge, neurolog og drømmer på Bispebjerg Hospital.