Symptomer og forløb
Tics er det primære symptom – selve kernen – i Tourettes syndrom.
De kan inddeles i motoriske tics (ufrivillige bevægelser) og vokale tics (ufrivillige lyde).
Derudover opdeles tics i simple og komplekse typer:
| Motoriske tics Simple: Fx øjenblink, ansigtsgrimasser, hovedkast, skuldertræk. Komplekse: Involverer flere muskelgrupper eller mere sammensatte bevægelsesmønstre – fx hop, klap, buk, sætte sig på hug eller sparke sig selv bagi. Kan også komme til udtryk som: • Kopropraksi – anstødende eller provokerende gestus eller handlinger. • Koprografi – nedskrivning af anstødende ord. • Ekkopraksi – efterligning af andres bevægelser, mimik eller kropssprog. Vokale tics Simple: Fx hosten, rømmen, snøften, brummen/hummen, grynten, dyrelyde eller kliklyde. Komplekse: Ord eller sætninger, som ofte siges uden for sammenhæng. Kan også komme til udtryk som: • Koprolali – socialt upassende ord eller udtryk, forekommer hos under 3%. • Ekkolali – gentagelse af andres tale. • Palilali – gentagelse af egne ord eller sætninger. |
Ticstrang – den ubærlige kløe
Ticsene kan komme ud af det blå, uanset hvor man er.
Alligevel oplever de fleste, at kroppen giver et kort forvarsel – en kropslig fornemmelse eller uro (en såkaldt premonitory urge) – lige før tic’et opstår.
Fornemmelsen kan minde om en ubærlig kløe eller et tryk, der først lettes, når man giver efter for ticstrangen og tic’et udføres.
Lettelsen varer typisk kun kort tid, før trangen vender tilbage.
Debut og udvikling
Tics begynder som regel i 5–7-årsalderen, ofte som motoriske tics i hoved- eller nakkeregionen. Vokale tics kommer som regel lidt senere.
Ticsene er typisk mest udtalte i 8–12-årsalderen.Tics kommer og går (waxing/waning) — de varierer i styrke, frekvens og form over tid.
De påvirkes ofte af stress, spænding, træthed eller sygdom, men kan også opstå, når man slapper af.
De fleste oplever forbedring i ungdomsårene, og hos mange aftager ticsene eller forsvinder helt som voksne.
Omkring 10–20 % bliver helt fri for symptomer, mens ca. 20–25 % fortsat har tydelige eller svære tics i voksenlivet.
_____
