Kort om Tourettes syndrom
Tourettes syndrom er en arvelig, neurobiologisk tilstand, som skyldes en ubalance i nogle af hjernens signalstoffer.
Denne ubalance påvirker områderne i hjernen, der styrer bevægelser og impulser, og viser sig som ufrivillige bevægelser (motoriske tics) og ufrivillige lyde (vokale tics).
Symptomerne begynder altid i barndommen eller ungdommen – oftest i de tidlige skoleår.
Tourettes syndrom kan være en udfordring, men de fleste oplever, at symptomerne mindskes med alderen. For de fleste er Tourettes syndrom en livslang tilstand, hvor symptomerne dog ofte bliver mildere – men hos nogle forsvinder ticsene helt.
Hurtige fakta
Historie:
Tourettes syndrom er opkaldt efter den franske neurolog Georges Gilles de la Tourette, som først beskrev tilstanden i 1885.
Misforståelser:
Det er en udbredt misforståelse, at alle med Tourette kommer til at bande eller sige socialt upassende ting. I virkeligheden gælder dette kun for under 3%.
En anden misforståelse er, at man har Tourette, hvis man kun har den ene type tics – for eksempel ufrivillige bevægelser. Men sådan er det ikke. Diagnosen Tourettes syndrom stilles kun, når der forekommer både motoriske og vokale tics.
Forekomst:
Omkring 1% af børn i Danmark har symptomer på Tourettes syndrom, men graden varierer meget. Mange får derfor aldrig stillet en diagnose.
Kønsfordeling:
For hver pige med Tourettes syndrom er der tre til fire drenge med diagnosen.
Toppen af isbjerget:
Omkring 80–90% af personer med Tourette har én eller flere ledsagetilstande – typisk ADHD eller OCD. For nogle kan den samlede belastning føre til angst eller depression.
Neurologisk, ikke psykisk:
Tourettes syndrom er ikke en psykisk sygdom, men en neurologisk tilstand – og nej, det smitter ikke!
_____
