Behandling og støtte
Behandling af Tourettes syndrom fokuserer på at hjælpe den enkelte til at leve bedst muligt med symptomerne. Der findes i dag ingen kur, men flere effektive metoder til at reducere tics og forbedre livskvaliteten.
Det er ikke altid nødvendigt med et egentligt behandlingsforløb.
Hos nogle med milde tics kan det være tilstrækkeligt at få diagnosen bekræftet og en grundlæggende viden om Tourettes syndrom.
Det kan give ro og fjerne bekymringen for, at ticsene skyldes noget alvorligt.
For andre kan det være ledsagetilstandene – som fx ADHD, OCD, angst eller søvnbesvær – der giver de største udfordringer i hverdagen og derfor kræver mest støtte.
Når tics bliver særligt generende eller begynder at påvirke skole, arbejde eller sociale relationer, kan adfærdsterapi eller medicinsk behandling overvejes.
Psykoedukation
Første skridt er viden og støtte.
At forstå tics, vide hvordan omgivelser som skole, familie og venner kan hjælpe, og kende de faktorer (fx søvnmangel, stress, uro) der påvirker symptomerne, er en vigtig del af behandlingen.
Hvis der er mistanke om uopdagede ledsagetilstande, kan lægen som det første henvise til psykiatrisk udredning.
Behandling af disse kan mindske tic-aktivitet og øge udbyttet af den øvrige behandling.
Adfærdsterapi og ticstræning
Adfærdsterapi, herunder ticstræning, er den mest veldokumenterede ikke-medicinske behandling. I Danmark anvendes forskellige terapeutiske træningsmetoder, primært:
- ERP (Exposure & Response Prevention), hvor man øver sig i at udholde trangen uden at udføre tic’et.
- HRT (Habit Reversal Training), hvor man lærer at reagere anderledes på ticstrangen – fx ved at udføre en mindre iøjnefaldende eller modsat bevægelse.
- CBIT (Comprehensive Behavioral Intervention for Tics), som bygger videre på HRT og også fokuserer på at forstå, håndtere og ændre de situationer, hvor tics opstår.
Behandlingen tager udgangspunkt i manualbaserede programmer og kan gennemføres individuelt eller i grupper. Samtidig arbejdes der ofte med at tilpasse omgivelserne for at reducere stress og uro.
Medicin
Hvis tics er meget generende eller hæmmer hverdagen, kan medicin være en hjælp.
Formålet er at reducere belastningen, ikke nødvendigvis at fjerne alle tics.
De mest anvendte typer medicin er:
- Dopaminhæmmende præparater (fx aripiprazol), som dæmper tic-aktiviteten.
- Alfa-2-agonister (fx clonidin), som kan dæmpe både tics og uro, og som især anvendes ved samtidig ADHD eller søvnproblemer. De har generelt færre bivirkninger end dopaminhæmmende midler.
Medicinsk behandling tilpasses individuelt og følges nøje af speciallæge.
Tværfagligt team og inddragelse af familie og omgivelser
Behandling og støtte af børn fungerer bedst, når der er et tværfagligt samarbejde mellem fagpersoner som psykologer, neurologer, pædagoger og lærere – og når familien aktivt inddrages.
Tourettes syndrom påvirker ofte hele familien – ikke kun den, der har symptomerne.
Derfor er det vigtigt, at både barnet og familien som helhed får støtte, viden og redskaber til at håndtere hverdagen.
Forældre og søskende kan have brug for rådgivning, pauser eller fællesskab med andre familier i samme situation.
Samtidig er det afgørende, at skole og fritidsmiljø samarbejder tæt med familien, så barnet mødes med forståelse og realistiske forventninger.
Når omgivelserne anerkender både barnets og familiens behov, styrkes trivsel, selvtillid og udvikling for alle parter.
Voksne og sen-diagnosticerede
Hos voksne, der først får diagnosen sent, vil fokus i behandlingen ofte være anderledes.
Ticsene kan være aftaget, men mange oplever, at ledsagetilstande som ADHD, OCD, angst eller depression fortsat fylder og påvirker hverdagen.
I disse tilfælde er psykiatrisk vurdering og behandling af ledsagetilstandene ofte det vigtigste skridt – kombineret med støtte til forståelse af diagnosen og dens betydning for arbejdsliv, relationer og trivsel.
_____
